Raceportræt: Jack Russell terrier

Af Jeanette Vejlemand

Portræt af en kvik, lille, livlig og meget charmerende hund, som trods sin
størrelse fylder meget med sin livsglæde og store personlighed.

Jack Russell terrieren blev oprindeligt brugt som gravjagthund og gårdhund men bliver i dag brugt som selskabshund og familie-hund. Den er stadig meget velegnet til gravjagt (ræve).

Baggrunden for racens tilblivelse :

Den lille livlige hund, stammer fra England, hvor den blev skabt i anden halvdel af 1800-tallet af præsten John (Jack) Russell, der udover at virke som præst også var en ivrig rytter og jæger og opdrætter af hunde til jagt. Hundene, man den gang anvendte under jagten på rævene, var for store til at kunne komme ned i rævegraven, og var ræven først gået i graven, kunne jagtselskaberne ikke komme videre i jagten.

Derfor gik pastor Russell i gang med det store arbejde med at finde frem til en type hund med forbedrede jagtegenskaber og et godt hoved, som kunne følge ræven ned i graven.

De originale Fox Terriers var af samme slags som dem pastor Russell avlede i
1880’erne, men de skiftede med tiden udseende, så de efterhånden passede bedre som udstillingshunde end som arbejdshunde og udviklede sig til det højbrystede, smalkæbede og ligeskuldrede udseende, der kendes som nutidens Fox Terriers.

Pastor Russels store avlsarbejde :

Pastor Russell fortsatte derfor avlsarbejdet med sin egen stamme af Fox Terriers til jagt på ræve og ikke til udstillingsbrug. Hans første terrier, en hvid, ruhåret tæve med aftegninger i hovedet, som var meget lig standarden i dag, var udgangs punktet og starten på udviklingen af den nye type hund, han nåede frem til ved at foretage flere krydsninger mellem forskellige brugsterriers både ensfarvede og flerfarvede.

Disse tidlige Fox Terriers, der senere blev kendt som Jack Russells, var loyale, intelligente, velformede jagtglade brugsterriere, der med deres lige ben, lille bryst og velbalancerede psyke, ikke var blevet ødelagt af udstillingshensyn.

Stigende popularitet :

John (Jack) Russell blev kendt over hele England for sin terriertype, og han blev også et af de første medlemmer af The Kennel Club. Siden 2 Verdenskrig har racen nydt stigende popularitet i Europa især blandt jægere og ryttere. I olland er den en af de mest populære småhunde og desuden værdsat i USA, og herhjemme er racen blevet mere og mere populær.

To typer :

Der findes i dag to typer af den hund, Jack Russell fik fremavlet, nemlig Parson Russell terrieren, en lidt højbenet kvadratisk type, som menes at være meget lig den oprindelige type Fox Hound, og Jack Russell terrieren, som er lidt lavere, men en smule længere i kroppen.

Den mest intelligente terrier :

Man siger, at Jack Russell terrieren er den mest intelligente terrier, der findes. Som jagthund er den både modig og klog. Racen er en brugstype, energisk, livlig, robust og bygget til fart og udholdenhed. Helbredet er præget af harmoni og smidighed. Den er en sund hund uden lidelser som øjensygdomme, hofteledsdysplasi eller allergi. Man bruger ikke ret meget såkaldt linieavl med bestemte blodlinier, men prøver så vidt muligt at krydse mellem ikke beslægtede hunde. De aggressive elementer bliver valgt fra både under gravtræning, og
når hunden står på dommerens bord.

Humørspreder :

Det er en meget glad hund som er meget varm, humørspredende, hurtig og udholdende, og den er ekstremt loyal og trofast,mod sin ejer, hvis den bliver behandlet godt. Den kan godt lide at være der, hvor dens mennesker er, så den er nem at have med sig, da den indordner sig meget.

Jack Russell terrieren er en aktiv, årvågen og intelligent lille hund. Fuld af liv og intelligens vil den evigt nysgerrige Jack Russell undersøge enhver bevoksning eller grøft ved alle lejligheder. Dette er en hund, der kræver masser af motion (mindst to timer dagligt) og mental stimulation, hvis den skal holdes lykkelig.

Stor arbejdsglæde :

Jack Russell terriers kan klare lidt af hvert rent fysisk, og psykisk er de også ret stærke. De kræver ikke så meget men nyder i høj grad at blive brugt til lydighedstræning, som de elsker, men de er også meget velegnede til agilitytræning, da det er en meget adræt hund, der kan lide at springe og
bruge sin krop. De er aktive og elsker udendørs aktiviteter. En lang gåtur eller løb er alt, hvad der skal til for at få dem til at blive velopdragne og kærlige medlemmer
af familien.

De er også fantastiske til kunster og som cirkushunde. Hvis man som ejer ikke sørger for at finde måder at aktivere dem på,så finder de selv på noget, og det kan være hvad som helst, og det er ikke nødvendigvis noget, man som ejer sætter pris på.

Eller som mange ejere af racen udtrykker det (citat: Anne Blædel, fra artikel i
Vi med Hund): En træt Jack Russell er en sød Jack Russell!

10 stærke træk hos en Jack Russell (citeret fra artikel i Hund & Kat skrevet af Anne-Sofie Holten):

1. Intelligent, søger altid udfordringer
2. Hurtig og legesyg
3. Vælger selv sin leder
4. Kender dine svagheder
5. Får sin vilje med charme
6. Elsker børn
7. Opfatter sig som medlem af familien
8. Kender sit territorium og bliver der
9. Nem at have med på arbejde
10. Glad for andre hunde